Tekst og billeder af Charlotte:
Lørdag d. 21 september deltog Hanne og Charlotte i Esbjerg Roklubs
madpakketur. Vi ankom til Esbjerg lidt over kl. 8 og da turen først skulle
starte kl. 9 fik vi lige tid til at tage en tur ud til De 4 hvide mænd og lege
turister.
På turen fra Als til Esbjerg havde der været et par byger, men resten
af dagen holdt det tørvejr og vi fik tilmed solen at se.
I Esbjerg Roklub startede madpakketuren med fælles kaffe og morgenbrød i
deres flotte klubhus. Bådhold var sat og på et opslag kunne man se sin båd og
bådhold.
Hanne kom i Esbjerg Roklubs nye costalbåd Våde Bjælke og Charlotte i en
4-årers inrigger Hjerting.
Vi kom godt fra broen og roede nordover mod Fanø - var en tur ude ved
Søren Jessens Sand og fik smagt lidt på "rigtigt" Vesterhav.
Så gik turen over Grådyb nordpå forbi Skallingen, forbi Langli og op til Marbæk Strand, hvor
Esbjerg Roklub's hytte "Vel Roet" ligger.
Her spiste vi den medbragte mad, før
turen igen gik hjemad mod Esbjerg. På hjemturen roede vi på grund af den
kraftige indadgående tidevandsstrøm tæt ved kysten og fik lejlighed til at se de
forskellige byområder på nært hold. Det er et område, hvor der er sket en stor
udvikling i de seneste år.
Hjemme i Esbjerg blev der efter bådrengøring, budt på kaffe og kage i
klubhuset. Det var en god, velorganiseret og velplanlagt tur med deltagelse af
ialt 30 roere fra Esbjerg, Gråsten, Augustenborg, Sønderborg, Fredericia,
Kolding, Åbenrå, Århus og Nordborg.
Turen var på ialt 33 km.
Venlig hilsen
Charlotte
Tekst og billeder fra Mona (Graasten) på FB: Synnejysk Ronetværk.
Endnu en god madpakketur til samlingen: Esbjerg, Søren Jessens Sand (Fanø), Skallingen, Sjelborg -> Esbjerg. Trods truende skyer var vind og vejr ok - vi fik smagt på det salte vand i Vesterhavet og spist madpakken ved Esbjergs hytte. 30 roere fra 9 roklubber og 30-40 sæler på stranden + flere sæler der "poppede op" rundt omkring på vores tur...





