(skrevet af en til tider gnaven, men for det meste hjælpsom gammel formand)

En hurtig og måske ikke helt gennemtænkt kommentar på Facebook vedrørende 4 nye kajakker til roklubben har givet mig anledning til at skrive lidt om min tid i roklubben og på den måde forklare min holdning til de nye tiltag! At jeg så dvæler for meget i fortiden vil jeg så lade jer om at bedømme!

Jeg blev indmeldt i april 1971. I den første tid boede jeg på Langesø Kollegium og der var der andre i bofællesskabet der også var med i roklubben.

Så jeg blev hevet med som genert og tilbageholdende mand på 23 år og kom til en klub i et lille træhus ved Dyvig Bugt

Jeg startede med at deltage i forårsklargøringen af bådene. Det foregik udenfor når vejret var til det og der var varmt nok til at lakke. 

Nogle gange var der mest lyst til at nyde forårssolen, men vi tog også fat nogle gange!

Jeg fik lært at ro, men det gik stadigvæk lidt for langsomt med at lære at svømme!

Kong Neptuns ord ved kanindåben hænger stadig i luften: ”Smid ham i herovre på det lave, han er ikke så god til at svømme”!

For at vedligeholde svømmefærdigher havde vi en ugentlig svømmetime i Idrætshøjskolens svømmehal. Sammen med et andet medlem gik jeg til svømmetræning ved den dengang gule badeanstalt i Sønderborg.

Det var, til tider, en kold omgang! Vi var enige om at vi kun sprang i vandet for at nyde synet af vores kønne svømmelærer, Else Dupont!

Allerede en af de første år var jeg med på klubbens pinsetur til Barsø (kørende sammen med et andet klubmedlem. Vi mødtes med andre sønderjyske klubber på øens sydlige eng. Et ”stemningsbillede” herunder.

Allerede i 1974 fik jeg min første tillidspost i bestyrelsen som materielforvalter.

En stor opgave var at gøre klar til den årlige kanindåb. Der skulle bestilles tykke presenninger til at udbygge klubhuset med en tredjedel så alle gæster kunne være indenfor. 

Vi var så heldige at have Slesvig Roklub som venskabsklub så de kunne forsyne med billig spiritus og billige cigaretter til festen. Det hjalp med til at trække overskuddet op.

Jeg har oplevet at vælte i en kajak i 1994. Sønderborg mødte op med en af deres glatbundede tur kajakker og den skulle jeg selvfølgelig prøve som formand. Det var først i april og jeg tippede rundt ude ved fortøjningspælen og måtte svømme ind! Det gav en slem forkølelse.

Ved kaproningen i 2002 (da kajakker var inviterede med til den Sønderjydske Kaproning) blev jeg forfulgt af en kajakfamilie fra Høruphav da en pokal ikke var høj nok! De havde en definition for at en pokal skulle være mindst 23 cm høj! Det stressede mig så meget at jeg røg på sygehuset med blå blink med kredsløbskollaps!

Og hvor vil jeg så hen med min fortælling:

Jo, jeg er til tider stresset i mit nuværende formandsjob så jeg får måske sat noget på tryk før jeg har gennemtænkt konsekvenserne!

Jeg er stadigvæk overbevist om at klubben har startet op på noget der med tiden vil transformere klubben til ro- og kajakklub nok vil kvæle turroning i de traditionelle turbåde.

Det ses også i andre sønderjyske klubber: Aabenraa og Gråsten har nu nye navne (ro- og kajakklub) og det tror jeg også Nordborg Roklub får om føje år!

Men, jeg er også klar over at man er nødt til at følge med tiden!

Jeg kommer nok ikke til at ro baglænsroning mere pga. mine metalhofter så måske skulle jeg prøve en havkajak engang!!!?

Mvh/Frode

Altså, jeg forlader da ikke klubben efter næsten 50 år. Da jeg jo ikke betaler kontingent har jeg indbetalt lidt til byggekontoen så der er lidt til spejle og hylder i det nye handicap toilet ovenpå.