Bliv medlem i Nordborg old

Faste mødetider Tirsdag + Torsdag + Søndag

(Kontingent: Unge under 25år kun 55kr/måned alle andre kun 109kr/måned)


Se aktivitetskalender

 Video om Nordborg Roklub (fra Sønderborg Lokal TV)

Roning er: God og alsidig motion udendørs og indendørs, kammeratskab, sjov, friluftsliv, sved på panden, naturoplevelser, weekendture, ferieture og meget andet!

Vi har 11 Scullere, 2 Havkajakker, 6 Inriggere og en Gigbåd til roning på vores skønne fjord hvor der også er plads til jer.

Vi har 10 Roergometre, 2 Spinningscykler, 1 Crosstrainer til indendørs træning hvor der også er plads til jer.

 

Rosportens muligheder. 

  • Rosporten rummer masser af muligheder for forskellige aktiviteter. Vi har motionsroning, kaproning og langtursroning. Desuden arrangerer vi ferieture og forskellige vinteraktiviteter som ergometerroning, svømning og traveture.
  • Hvis du ror, bruger du alle de store muskelgrupper. Så på én og samme tid får du dyrket den generelle motion, samtidig med, at du styrker musklerne i lår, lægge, bag, ryg, mave, overkrop og arme.
  • Det er fantastisk at følge årets gang i naturen og på vandet er der altid masser af frisk luft og en rigtig god afstressende stemning.

  

Motionsroning.

Er den form for roning, der dyrkes mest i Nordborg Roklub. Her tager vi på aftenture fra klubhuset i Dyvig ud til forskellige destinationer. Turene har en længde fra 3 til 15 km alt efter vind og vejr. Under turene er der tid til en lille snak og efter roturen samles vi i klubhuset til en kop kaffe eller the.

  

Ungdomsroning.

Vi har særlige tilbud til ungdomsroere. Der er bl.a. ture til stævner og landslejre. Vi arrangerer også kortere eller længere ture ud i det blå.

  

Seniorroning.

Vi har også et  tilbud om formiddagsroning for dem der populært kaldes 60+. Roningen kan tilpasses den enkeltes evner og behov. Rodistancerne er fra 5 til 10 km. Roning er for personer i alle aldre og giver en god og alsidig motion.

  

Langtursroning.

Dette er en form for roning som giver mange spændende naturoplevelser. På langture overnatter man i telte eller i andre roklubber. Lejrlivet på en langtur eller ferietur er en oplevelse man sent vil glemme.

  

Kaproning.

Er også et tilbud vi til tider har i klubben for dem der har ambitioner. Rundt om i landet er der igennem hele rosæsonen en bred vifte af kaproninger, både på kort– og langdistance. De korte distancer er 500 til 2000 m og langdistance er 8 til 25 km. Ja der arrangeres endda romaraton på 78 km.

  

Rospinning, Ergometerroning og anden redskabstræning.

  • Roergometret er et effektivt træningsredskab, hvor man ved brug af musik motiverer og temposætter træningen.
  • Rospinningens formål er at introducere vores roere og andre motionsinteresserede til en ny og meget motiverende måde at lave holdtræning på, nemlig spinning i Roergometer kaldet ROSPINNING. Bliver især dyrket intenst i vintersæsonen.
  • Vi har i ergometrene også mulighed for at deltage i vinter otter grandprix i 5 runder i vinterens løb eller tage en konditest.
  • Alternativt kan man bare træne som man har lyst i vore velindrettede træningscenter.

  

Hvordan bliver jeg roer?

  • Det er faktisk ikke svært at lære at ro. - Det er faktisk lige så let som at lære at cykle. Forudsætninger: Gode svømmefærdigheder ( min. 300 m uden hvil) og almindelig god fysik. I begyndelsen er der dog nogle ting som du skal lære, primært af sikkerhedshensyn, men også fordi du skal fungere i et roteam. Derfor har vi i Nordborg Roklub et hold af instruktører, der er klar til at hjælpe dig i gang.
  • Du lærer hurtigt de grundlæggende ting. Du bliver undervist i ro– og manøvreteknik, søfartsregler og forskellige knob. Efter ca. 5 instruktionsture med 2 lektioner i hver er du friroet hvilket betyder, at du kan ro på samme betingelser som alle andre roere i klubben.

Rokursus med instruktion koster 300kr.

  

Hvad koster det at være medlem?

  • I et motionscenter koster det typisk 1500 - 3000kr om året pr. person så du kan sagtens spare penge ved at være medlem hos os, men husk vi er en frivillig forening hvor du/i er en del af fællesskabet og her hjælper vi hinanden med at få klubben og aktiviteterne til at fungere.

Medlemskategorier og kontingentsatser for året 2016 (forudsætter helårsmedlemsskab!):

  • Familiekontingent: kr. 569 pr. kvartal (hele husstanden)
  • Seniorroere: kr. 325 pr. kvartal (personer fra det fyldte 25. år)
  • Ungdomsroere: kr. 163 pr. kvartal (personer fra 10 til 24 år)
  • Passive: kr. 195 pr. år Passive kan ikke deltage i roning , men i alle andre aktiviteter omkring klubben.
  • Rabat: Der er mulighed for at opnå rabat hvis der er flere medlemmer fra samme husstand 

Få økonomisk støtte til en glad og aktiv fritid gennem Sønderborg Kommune (Fritidspas for 6-16 årige)

   

Hvad får du ud af at være medlem? 

  • Masser af god motion på vandet og dejlige naturoplevelser om sommeren og fine muligheder for motion året rundt i vores roergometre.
  • Socialt samvær og godt kammeratskab, spændende udfordringer og oplevelser året rundt for alle aldre.
  • Hyggelige grillaftener om sommeren, om vinteren rigtig gode madaftener.
  • Mulighed for at bruge klubben som vores fælles sommerhus ved vandet.
  • Mulighed for selv at være en del af et aktivt fællesskab hvor også du kan være med til at få det hele til at hænge sammen og fungere.
  • Fri kaffe/te/kakao; Wi-Fi og andet mødeudstyr i klubben.

 

Hvornår kan du starte?

  • Tirsdage og torsdage kl. 18 helst i forsommeren, hvor du kan starte på vandet ellers er det fortrinsvis fra i vinterhalvåret i vores roergometre at vi modtager nye (specialaftaler kan arrangeres).  
  • Husk at møde i / eller medbringe løstsiddende sportstøj samt ikke klodsede sportssko (ikke løbesko).

  

Har du flere spørgsmål?

Hvis du efter at have læst dette skulle have flere spørgsmål, kan du kontakte klubben eller et bestyrelsesmedlem. Du kan også kigge ind på klubbens hjemmeside på: nordborg-roklub.dk. Klubhuset i Dyvig har telefonnr.: 7445 3800.

Klubbens addresse: Hesnæsvej 2 Dyvig 6430 Nordborg

BEMÆRK AFTEN ROTIDERNE FRA 1. OKTOBER!

Byggekonto i Sydbank: 

8011-1149037

Ro' motion er go' motion hele året for hele familien - vær medlem i Nordborg Roklub. * * * * * Der er også plads til jer.